Stockholm på Carl Michael Bellmans tid
Af Olof Holm ©
På dansk ved
Hovedpersonen i Fredmans Epistler er Stockholm - Ulla, Movitz, Mollberg, Fredman selv og andre bedes undskylde.
Stockholm var i 1600-tallet hovedstad i den svenske stormagt. Rigets centralforvaltning som var blevet udbygget kraftigt, blev forlagt hertil. Efter europæisk forbillede opførte adelen paladser i byen for at kunne tilgodese sine interesser i rigsdagen og rigsrådet og for at deltage i hofliv og administration. Befolkningen voksede, og byen blev udvidet ud over "malmerne" (bydelene nord og syd for gamla stan). I flere omgange, især under overstatholderen Claes Fleming i 1640'erne, anlagde man store rektangulære boligområder med brede gader imellem, tilmed langt uden for den egentlige bebyggelse. Byen skulle have en repræsentativ karakter; den skulle være det offentlige rum hvori rigets styrelse og den førende stand agerede.
I 1700-tallet gik det hårdt ud over Stockholm. Den svenske stormagt faldt fra hinanden, der indtraf svære tider med sult og nødår. Pesten hjemsøgte byen 1710-12. Ødelæggende brande hærgede; 1723 nedbrændte Katarinasognet, 1751 området omkring Klara kirke og i 1759 Maria sogn. I de fattige tider der fulgte, gik det langsomt med genopbygningen.
Petrus Tillaeus General Charta öfwer Stockholm med Malmarne Åhr 1733
I 1700-tallet havde Stockholm ca. 70 000 indbyggere. Byen havde ændret karakter. Det nye slot og andre bygninger i klassicistisk stil var blevet opført, og andre skulle følge efter. Byen mellem broen var rejst i sten. Byggeri i sten var efter bygningsregulativet af 1763 påbudt overalt i bydelene i nord og syd, undtagen hvor grundforhold umuliggjorde den type byggeri. Påbudet tog man ofte let på, noget der fremgik af den rigelige forekomst af træhytter på Södermalms trygge bjergryg.
Karakter af egentlig by ville alene indfinde sig i de dele der lå nærmest stadsholmen. Söder havde de fleste bebyggede grunde. Nord for gamla stan var man på landet allerede ved Klara Norra Kyrkogata. Kungsholmen var en landlig idyl, og på Ladugårdslandet så man bare hytter og græsgange. Tættest ved bybebyggelsen lå der tobaksplantager, og længere ude begyndte forstadsgårdene. I yderområderne lå der søer af natrenovation hvorfra smitte spredtes. Tuberkulose og epidemier var almindelige, og kirkegårdene led under pladsmangel.
Renholdningen af byen var elendig, og alligevel klagedes der over "utidig rengøring" når husejerne lod deres tjenestepiger skrubbe trappen og den stump gade foran huset om op til søn- og helligdage; der blev rørt godt rundt i gadesnavset, så forbipasserende blev smudset til. Om aftenen var der mørkt i byen, bælgmørkt. Husejere i de forskellige kvarterer havde pålæg om at holde lygter tændt om vinteren for hvert 30. skridt mellem mørkets frembrud og midnat, undtagen i måneskin. Skæret fra disse "ulveøjne" rakte ikke langt, men var muligvis til at orientere sig efter.
Inendørs arbejdede man i det blege lys fra det åbne ildsted, kakkelovnen eller det hjemmestøbbte tællelys. Opvarmning og madlavning krævede mængder af brænde. Boligerne havde brændeskur, stad, magasin og andre udhuse; med deres høns, heste, køer og svin mindede baggårdene om en bondegård. Dødeligheden var høj. Næst efter Paris havde Stockholm den højeste børnedødelighed i Europa. Indbyggertallet blev dog afbalanceret ved indflytning fra landet og indvandring. Om vinteren blev man inden døre og boede trangt for at undgå at tænde op i alle stuer. Man luftede ikke ud, vaskede sig så lidt og så sjældent som muligt. I kakkelovnen brændtes velduftende stoffer for at skjule stanken. Grundig rengøring, skuring af gulvene, udluftning og vask af tøj og personer hørte sommerhalvåret til. Inde i husene blev barokkens vægfaste bænke, kister og tunge skabe erstattet med løse stole og chatoller. Havde man råd, var der silkebetræk på stolesæderne.
Pehr Hilleström En piga höser såppa utur en kiettel - i en skål, 1700-talets mitt
En ugemenu for tjenestefolk kunne se sådan her ud: søndag hvidkålssuppe med flæsk, mandag opvarmet suppe, tirsdag suppe og saltkød, onsdag opvarmet suppe, sild og kartofler, torsdag gule ærter og lungepølse, lørdag øllebrød [ölost, egentlig norsk øllebrød, dvs. en suppe på halvt mælk, halvt øl], kartofler og sild. Maden var kraftigt saltet. Carl Michael Bellman skriver om sin egen kostplan: "spiser efter appetitten lidt, men godt, søndag hvidkål, torsdag ærter, lørdag sild." Skoleloven af 1724 pålagde forældrerne at lære børnene at læse opbyggelige tekster, degnen [egentlig klockaren, embederne i Danmark-Norge og Sverige-Finland kan ikke helt sammenlignes, men i henseende til undervisningsforpligtelsen kan man godt] hjalp til med katekismus, præsterne kontrollerede det hele, og til sidst fik menighederne pålæg om at ansætte en lærer. Men bedrestillede familier og den fremvoksende middelklasse holdt privatlærere til børnene.
Stockholm var hovedstad og havde arbejdspladser i forhold dertil: slottet var en af de store, statsadministrationen ligeså. Adelen og de rige købmænd havde store husholdninger, og lige som statens embeds- og tjenestemænd havde de tjenestefolk, og alle forbrugte af hvad omverdenen frembragte. Derved gav de beskæftigelse til mange butikker, importfirmaer og fabrikker som også for håndværkere og deres svende, vaskekoner, barberer, kuske og romadammer. Gustav III's storartede kulturpolitik befolkede byen med skuespillere, operasangere, malere, billedhuggere, dansemestre, teaterarbejdere osv. En ny form for arbejde udbød de fabrikker der blev anlagt i forstæderne. Den livlige havn gav mange arbejdspladser, lige som de kongelige værfter som forsynede den kongelige flåde med fartøjer. Flåden udgjorde et synligt indslag i bybilledet. Stockholm var en garnisonsby, og man så uniformerede soldater og matroser overalt. Arbejdstider var der ingen af; den slags tilhører den senere industrialismes periode. Medhjælpere i butikkerne arbejdede så længe der var kunder, tjenestefolk havde ingen egentlig fritid, embedsmænd kom og gik på kontorerne som det passede dem. Men når man kunne slippe fri, bød hovedstaden på mange fornøjelser: bal i offentlige festlokaler som Börssalen og Vauxhallen i Kungsträdgården, kroer, keglebaner, koncerter, teaterforestillinge og udflugter til de grønne områder i byens udkant.
Som en følge af brandene og de tilbagevendende lavkonjunkturer blev privatøkonomien slået i stykker for mange byboer. Drikkeri og usædelighed bredte sig, og i bybilledet fandt man de alment kendte fallerede figurer som skulle blive besunget af Carl Michael Bellman. Stockholm havde godt og vel 700 kroer, hvilket giver én pr. hundrede stockholmere. Udskænkningsstederne var for det meste små og kunne f.eks. blive drevet som bierhverv eller af en enke som i et passende værelse serverede en snaps og et stykke smørrebrød med sylte. I kaffehusene diskuterede man tidens begivenheder og bysladderen og læste de aviser som udkom efter indførelsen af trykkefrihedsforordningen 1766. I Bollhuset spillede man fransk teater fra 1737, men i 1773 oprettede Gustav III Det Kongelige teater hvor både talestykker og opera blev opført på svensk. Også Carl Michael Bellman skrev en halv snes stykker, mest beregnet på at blive opført for en kreds af venner, men også et og andet for kongen og hoffet. Og Bellman selv spillede sin glansrolle som "markedsskriger"[efter tysk: udråber, gøgler på markeder m.v.] i Hallmans stykke Tillfalle gör tjuven, en rolle overvejende med improvisationer.
Rundt om byen fandtes der grønne områder som stockholmeren kunne tage på udflugt til. Ved Haga, som endnu i 1760'erne var et skovsområde, blev der i 1780'erne anlagt en park i engelsk stil, og her planlagde Gustav III sit Versailles. Djurgården bestod endnu dengang mest af skov, men der fandtes en lille forstad, beboet af en broget og usædelig befolkning. Her lå de fra Carl Michael Bellmans digtning kendte Gröna Lund og Dunderhyttan (den nuværende Hasselbacken), to i rækken af mange smugkroer. Officielt fandtes der overhovedet ingen kroer; tilmed var der forbud mod indførsel af brændevin til Djurgården.
Stockholm var landets førende handelsby. Stadigt flere skabte sig formuer på vareproduktion og handel. Som stabelstad for Norrland og Finland og med udenrigshandel med Spaniensfarere i havnen udgjorde den et rigt virkefelt for en dynamisk købmandsstand. Det øverste lag heraf kunne findes i Skeppsbrons fornemme husrække med lokaler til forretningen og repræsentative lejligheder til ejerfamilien, den såkaldte "skeppsbroadel" var oven i købet rigere end de fleste adelsmænd. Måske sejlede deres Spaniensfarere til Cadiz hvor Carl Michael Bellmans farbror Jakob Martin Bellman var konsul? Ved Slussen stod jernvægten hvor jernet fra Bergslagen blev vejet inden det gik til eksport; der fandtes verdens største oplag af jernvarer. På gaderne og i havnen hørtes mange sprog: Stockholm har lige fra begyndelse haft ca. 5% finsktalende indbyggere, ofte flere. På Carl Michael Bellmans tid var Stockholm også hovedstad for indbyggerne i Pommern som hørte til den svenske konges lande, og pommeranere søgte dertil for at gøre karriere og bosætte sig. Hollandsk, russisk, dansk osv. kom med andre mennesker som handlede eller bosatte sig i byen. Ved hoffet og i de højere stænder talte man ofte fransk. Ved rigsdagens møder fyldtes byen af repræsentanter for de fire stænder: den øverste i hver af adelsslægterne, alle biskopperne og højtrangerende præster, borgere fra alle landets byer og bønder fra alle landsdele iført dragter efter deres lokale skik og brug. Men standsudjævningen hen imod slutningen af århundredet truede den gamle opdeling. Bønderne blev rigere, de traditionelle borgere, håndværkere og købmænd, blev økonomisk overhalet af fabrikanter og kapitalister, og adelen mistede mange af dens privilegier, samtidig med at der opstod en ny "middelklasse" som bestod af alt fra de stenrige direktører i Ostindisk Kompagni, bryggerkonger og mineindustriherrer og publicister til de yngre lavere embedsmænd i administrationen, dem Bellman regnedes blandt. Han og hans lige sled i årevis som ulønnede ekstraordinære tjenestemænd i venten på forfremmelse til ordinær tjeneste og en minimal løn. Mens de ventede på forfremmelse, noget der kunne udeblive, lempede de sig igennem i lånekarruseller for at klare tilværelsen. Carl Michael Bellman arbejdede som statstjenestemand fra 1758 (ved Riksbanken, Manufakturkontoret, Tolddirektionen og til sidst i Nummerlotteriet), men løn fik han ikke før han ordinær kopist 1768.
Johan Sevenbom, Utsikt från Brunnsbacken över Saltsjön, Stockholm, 1770-talet
Slottet var byens fornemste bygning. I centrum for det strålende liv ved hoffet stod den enevældige konge, Gustav III. Efter statskuppet 1772 knyttedes der i mange af byens kredse store forhåbninger til hans person som politiker, og en udbredt optimisme prægede første del af hans regeringstid. Den varige indsats for byen og riget præsterede han gennem en storslået udformet og planmæssigt gennemført kulturpolitik. Oprettelsen af Det Svenska Akademi og Musikalsk Akademi, de kongelige teatre osv. er lige som byplansarbejdet udtryk herfor. En ny generation af forfattere, musikere, skuespillere, operasangere, komponister, arkitekter, billedhuggere, malere og andre kunstnere skabte i løbet af nogle årtier den gustavianske klassicisme. Ud fra dette synspunkt var Stockholm en strålende by.
LÆS VIDERE:
Afzelius, Nils, ”Stockholmsskildraren Bellman”, ur Sankt Eriks årsbok 1951, Stockholm 1951
Afzelius, Nils, Staden och tiden. Studier i Bellmans dikt, Stockholm 1969
Bellman var där. En vägvisare till Bellmansmiljöer i och kring Stockholm, sammanställd av Marie Louise Andersén, Bo G Hall, Olof Holm och Torkel Stålmarck och med fotografier av Julie Rito, Värnamo 1997
Britten Austen, Carl Michael Bellman. Hans liv, hans miljö, hans verk, Malmö 1970
Lundin, Claes och Strindberg, August, Gamla Stockholm. Anteckningar ur tryckta och otryckta skällor framletade, samlade och utgifna af CL och AS, Stockholm 1882
Schück, Henrik, ”Stockholm på Bellmans tid”, ur Bellmansstudier [Första samlingen], Stockholm 1924
Selling, Gösta, Johansson, Gotthard och Axel-Nilsson, Göran, Si Ulla dansar. En bilderbok om Bellmans Stockholm, Stockholm 1945
Svanberg, Victor, ”Stockholms förfall och Bellman”, ur Kring Bellman, red Lars-Göran Eriksson, Stockholm 1961
Söderberg, Elov, Stolta stad. Glimtar från Bellmans Stockholm idag, Stockholm 1988
Yppighet och armod. Sankt Eriks årsbok 1994, Stockholm 1994
