Om Bellman
På dansk ved
Få svenske digtere, om overhovedet nogen, har været genstand for så megen hyldest som Carl Michael Bellman. Allerede forfatteren Esaias Tegnér udnævnte ham i sin berømte sang ved Svenska Akademiens 50-års jubilæum 1836 til den største digter Norden har fostret: den störste sångerns bild som Norden bar. Ordret bild i betydningen "skikkelse" lånte han fra Bellman.
På den anden side har der stået strid om ham. Han har måttet repræsentere drukkenskab og umoral, og forskerne har udkæmpet de rene hundeslagsmål om meningen med specielle udtryk i hans vers. Hvorom alting er, af døde digtere i hundredvis er Bellman måske i dag den mest levende.
Vor tid er ikke i særlig grad interesseret i at udnævne nationaldigtere, men Carl Michael Bellman er og har længe været en stærk kandidat til titlen i Sverige.
Hans popularitet spredtes tidligt til nabolandene Danmark og Finland, men han har også igennem alle årene vundet store skarer af beundrere i det øvrige Norden, Tyskland, Rusland og andre lande. I oversættelse udbredes hans viser hele tiden længere og længere ud i verden.
Dette essay om Bellman giver en meget kortfattet introduktion til hans liv og værk, noget som forhåbentlig vil inspirere til at læse videre. Der findes to læseværdige biografier over Carl Michael Bellman: Paul Britten Austins Carl Michael Bellman. Genius of the Swedish Rococo (Malmö 1967), dansk oversættelse Carl Michael Bellman. Hans liv, hans miljø, hans værk. Ved Birgitte Brix (Kbh 1988), og Lars Huldéns Carl Michael Bellman (Stockholm 1994). En god og overskuelig gennemgang af Bellmans forfatterskab findes i Lars Lönnroths Ljuva karneval! Om Carl Michael Bellmans diktning (Stockholm 2005).
I Boktips på denne hjemmeside finder man yderligere vejledning til væsentlige bøger og artikler om vor digter og hans samtid. (Se også www.bellman.dk/bøger og cd)
Denne tekst er skrevet specielt til Bellmanssällskapets hjemmeside og bygger i hovedsagen på Lars Huldéns Bellmanbiografi. Ifald man vil anvende dele af denne tekst, skal man angive følgende: Huldén, Lars & Nell, Jennie: Carl Michael Bellmans liv och verk. En minibiografi, www.bellman.org/html/biografi.html, resp. Carl Michael Bellmans liv og værk. En minibiografi. Lars Huldén &
Familien
Familien slog sig ned i Stockholm med skrædderen Martin Casten Bellman der omkring 1660 flyttede dertil fra egnen omkring Bremen, som på den tid tilhørte Sverige.
Han giftede sig med Barbara Klein, datter af en anden tysk skrædder. Af parrets 9 børn blev sønnen Johan Arndt (1663-1709) professor i latinsk retorik i Uppsala og virkede også tillige som dekan og universitetets rektor. Han var musikalsk begavet og spillede bl.a. på den citrinchen som nu befinder sig på Stockholms Stadsmuseum, og som også hans sønnesøn Carl Michael spillede på. Det opgives at den blev indkøbt i Rom under en dannelsesrejse som den vordende professor måtte foretage gennem Europa i sin egenskab af huslærer.
Johan Arndt Bellman var gift med Katarina Elisabet Daurer (1687-1709), også hun af tysk slægt. De fik tre børn, og den yngste af dem, var Johan Arndt (1707-1765) der blev far til digteren. Hans broder Martin endte i Spanien hvor han blev rigt gift og i en periode var svensk konsul i Cadiz. Da begge forældrene døde i 1709, kom de tre søskende i pleje hos moderens forældre. Assessorfruen Daurer levede frem til 1743 og nåede at stå fadder til den vordende digter Carl Michael; det var i hendes hus ved Hornsgatan (på Söder i Stockholm)*, at Carl Michael Bellman blev født.
Johan Arndt d. Y. blev embedsmand. Han steg i graderne - alt for langsomt efter hans egen mening - og blev sekretær i slotsadministrationen. Til uddannelsen hørte et flerårigt ophold i Tyskland. Tysk var sikkert et levende sprog i familiens kreds. 1738 giftede han sig med Katarina Hermonia (1717-1765), datter af sognepræsten i Maria sogn, Michael Hermonius (1680-1749), født i Dalarna, og dennes hustru Kristina Arosell (ca. 1689-1752) fra Västerås.
Ægteparret fik mange børn. I sin selvbiografi taler sønnen Carl Michael om 21 barsler, noget der sandsynligvis er en overdrivelse, men 15 er der registreret. Den ældste var Carl Michael. Mindst otte af børnene levede i 1765.
I familiens omgangskreds toner der en og anden adelsmand frem, men primært fremtrædende personer fra borgerskabet. Navne som C. A. Rosenadler, Hedvig Charlotta Nordenflycht, Anders Lissander og Abraham Sahlstedt kan nævnes. Blandt sine rådgivere nævner Bellman også "den store Dalin". Gennem Rosenadler blev Bellman efter hvad han selv oplyser, som ung indvalgt som såkaldt discipel i Videnskabsakademiet. Dog mangler han på akademiets egen liste over disciple.
I de unge år omgikkes han med andre digtere som Samule Tilas, Olof Kexél og Johan Gabriel Oxenstierna.
Uddannelse
Carl Michael Bellman (4.2. 1740 - 11.2. 1795) modtog en omhyggelig og bekostelig opdragelse. Han begyndte som privatelev i Maria sogneskole, men fra og med 1754 havde han en lærer for sig selv, Claes Ludvig Ennes (1727-1791), skåning og magister i Lund 1751. Ennes endte sit liv som præst i Skåne, antagelig anbefalet til embedet af Bellman. Carl Michael fik af ham undervisning bl.a. i korrespondance på flere moderne sprog (tysk, fransk, engelsk, italiensk) og latin, samt i retorik, emblematik, salmedigtning, religiøs prosa, musik, versekunst og versteori. Det virker troligt at faderen havde store ambitioner for sin ældste søn; et forbillede for en succesfyldt karriere i det offentlige havde man jo i den foregående generation - Johan Arndt d.Æ. De øvrige søskende fik ingen tilsvarende skolegang, det var der ikke tilstrækkeligt med midler til.
Under Ennes' vejledning måtte Bellman give sig i kast med temmelig krævende oversættelsesopgaver, såsom David von Schweidnitz' Evangeliska dödstankar som også indeholder nogle religiøse sonetter, og Philippe Sylvestre Du Fours moralpædagogik Undervisning lämnad af en Fader åt sin Som Som Företager sig en lång resa (Instruction morale d'un père à son fils qui part pour un long voyage). Begge disse værker blev trykt 1757. I 1757 udkom Bellman første egne arbejder anonymt, Tankar om flickors ostadighet. Det fik 1760 følge af den politiske satire Månan, et vigtigere digt som i 67 ottelinjers strofer giver spidse kommentarer til tidens aktualiteter, sådan noget som krigen i Pommern, Halleys komet og herrnhutismen. For nutidens læsere kan det være vanskeligt at fatte alle hentydningerne. For at undgå problemer med myndighederne og med censuren forlagde digteren begivenhederne til månen og forklarer dem derudover som en drøm, i ældre tider et almindeligt poetisk greb for at komme uden om at tage ansvar for det kontroversielle indhold i teksterne. Bellmans samfundskritik bliver sjældent lige så tydelig i hans senere produktion.
Karrieren i det offentlige
Den 3. november 1758 blev Bellman indskrevet ved Uppsala universitet som medlem af Stockholmskredsen. I december året før var han blevet antaget på prøve i Riksbanken. Tilbage til banken vendte han i juni 1759 som ekstraordinær funktionær. Studierne i Uppsala kan ikke have været særligt grundige. Men opholdet ved læreanstalten resulterede i det mindste i Fredmans sang nr. 28 Movitz skulle bli student:
Movitz skulle bli student; Där satt han som misanthrop,
Han Uppsala betrakta, Men röder som en vallmo,
Börja mumla excellent Vid sin stånka och sit stop,
Grammatica contracta; Och conjugera Amo;
Dum och tjock, Hur han drack,
Hic haec hoc Ölet stack,
Han sig genast lärde, Kärlek hjärnen brydde;
Hyrde sig en svarter rock, Movitz tog sitt pick och pack,
Kyronii öl förtärde. Och lärdoms sätet flydde.
[på dansk i Fredmans epistler & Fredmans sange på dansk ved Leif Bohn (Nimtofte 1997) og i Skoel, bette pieger ved
På rejserne til og fra Uppsala passerede Bellman Rotebro Gæstgivergård hvor han måske modtog indtryk som senere kom til anvendelse i teaterstykket Mantalskrifningen [ikke på dansk]. Vrimmelen af kommende og gående gæster, folkene på gården med deres upplandske dialekt, måske oven i købet snefoget i stykket, er et minde fra rejserne. Man kan fantasere ...
Bellman tid som bankfunktionær varede fire år. Disse år var nu ikke alene opfyldt af bankarbejde. Han blev trukket ind i et frodigt forlystelsesliv med baller, karnevaler, maskerader. Og hans talent som kunstner og visedigter blev opdaget i de cirkler.
Det blev dyrt, og endnu dyrere blev det ved at de festglade unge mennesker kautionerede for hinanden, når det ikke slog til hvad man selv havde. I foråret 1763 gik Bellman konkurs. Det satte stop for karrieren i banken. Ifølge en udregning svarede Bellmans gæld i 1763 til omkring 20 årsgager på hans løntrin. Det blev en bragende konkurs og en katastrofe for hele familien, og der var stor risiko for at Bellman skulle komme i gældsfængsel på samme måde som mange andre skyldnere. En måde at undgå en sådan skæbne var på den tid at flygte til udlandet, ofte til Norge, og derfra ansøge om frit lejde, altså opnå tilladelse til at komme hjem og udrede sagerne uantastet af myndigheder og kreditorer. I tilfældet med Bellman var det en yderligere komplikation at det var sekretæren i slotsadministration der skulle tage sig af ansøgningerne om frit lejde. Og det var Bellmans far. Faderen afgik fra sit embede. Huset ved Hornsgatan som allerede var belånt, blev solgt. Johan Arndt Bellman og hustru fik tilladelse til at overtage en herregård i Vårdinge, en snes kilometer fra Stockholm. Herregården var imidlertid forfalden, og familien havde ingen økonomiske midler til at sætte den i stand. Begge ægtefæller døde i 1765.
Men var Bellman nogen sinde i Norge? Til sidst opnåede Bellman at få frit lejde, efter at der var blevet læst et dokument op fra borgmester Larsen i Fredrikshald hvorpå der stod at en person som havde angivet sit navn som Carl Jansen Bellman, havde meldt sig til borgmesteren. Åbenbart var der ikke blevet fremlagt papirer. Bellman havde rejseforbud fra begyndelsen af august, så han havde næppe kunnet få udstedt et pas. Bellman nævner sidenhen aldrig et ord om nogen rejse til Norge, hverken i de bevarede breve eller i digtningen. Der er derfor blevet rejst tvivl om hvor vidt han nogen sinde var der selv.
Hvorom alting er, så var konkursen en traumatisk oplevelse som kan have påvirket både hans person og hans digtning.
Efter en tid hos forældrene ude på landet, hvor de var flyttet hen, skaffede chefen for Manufakturkontoret, Anders Lissander, en ven af familien, et nyt arbejde til Bellman på sit kontor. Det blev imidlertid nedlagt efter et par års forløb, men i stedet blev Bellman honorarlønnet funktionær i Generaltolddirektionen. Også den stilling blev nedlagt, men Bellman fik lov til at bevare sin løn som ikke var særligt stor.
Sin endegyldige plads i samfundsmaskineriet fik han da han i 1776 blev sekretær i tallotteriet som Gustav III havde oprettet 1773. Lønnen var vel ikke direkte dårlig, men Bellman gjorde den mindre ved i perioder at leje stillingen ud for det halve af lønnen, påstår man. Han beholdt stillingen til sin død. Han kunne nu også titulere sig "Kongelig Hofsekretær", noget der kunne åbne døre her og der til de finere saloner. Fra 1771 virkede han derudover i de politiske liv i Stockholm som tilforordnet rigsdagssekretær i bondestanden.
Privatlivet
Bellman var ikke nogen svigermorsdrøm. Hans konkurs var helt sikkert ikke undgået folkesnakken, og hans stadig noget usikre økonomi og hans succes i underholdningsbranchen var ikke noget der virkede tillidsvækkende blandt dem der havde giftefærdige døtre. Han påstod selv i sin levnedsskildring at han hele livet igennem var glad for "fruentimmer" - selv om man måske ikke helt skal tage hans ord for pålydende.
Tiden gik, og Bellman nåede at blive 37 inden det blev aktuelt at falde til ro. Og da var det afgørende for ægteskabet givetvis den 22-årige Lovisa Grönlunds resolutte indstilling. Der blev lyst for hende og Bellman i Eds sogn hvor hun havde haft ophold i nogen tid, og måske var hendes forældre ikke vidende om lysningen. Den 19. december 1777 viedes Bellman og Lovisa Grönlund i Klara kirkes sakristi. På selve juleaften indleverede brudens fader en ægtepagt til myndighederne. På den måde var i det mindste Lovisas medgift beskyttet. At Bellman kunne tænke på at gifte sig, beroede på at han havde fået fast stilling som sekretær i tallotteriet. Han havde jo også fået titel af kongelig hofsekretær, noget der forbedrede hans status.
Nu da Bellman var blevet ægtemand og familiefader, gjorde han sig anstrengelser for at forbedre sit borgerlige omdømme. Han samlede sig om et litterært storværk, Bacchi Tempel (1783) [ikke oversat til dansk], noget der dog ikke gav ham et egentligt løft som forfatter. Han udgav religiøse digte (1781 og 1787). Epistelmotivet blev i det store hele liggende uudnyttet, selv om han gjorde flere forsøg på at få samlingen trykt. Familiens økonomi forblev svag.
Ægteparret Bellman fik fire børn: Gustav 1781, Elis 1785, Karl 1787 og Adolf 1790. Elis døde allerede i 1787 da Karl var nyfødt. Det skabte baggrund for Bellmans velkendte vuggevise Lille Charles sov sött i frid [oversat til dansk af H.C.Andersen, Leif Bohn og
Bellmans ægteskab med Lovisa varede 18 år. Lovisa overlevede sin mand med 52 år. Hun døde 1847. Per Daniel Amadeus Atterbom og andre Bellmanbeundrere gæstede hende af og til og blev imponeret af hende. Alt for meddelsom om sit og Bellmans liv synes hun dog ikke at have været. Takket været en pension bl.a. fra selskabet Par Bricole havde hun en tålelig tilværelse i de sidste år af sit liv.
Ungdomsdigtningen
Bellmans ungdomsdigtning fra 1760'erne udgør to bind i Standardupplagan, sammenlagt næsten 300 digte. Hovedsageligt er der tale om drikkeviser, underholdningsnumre i fugtigt selskab. Dem kan man gruppere: en del er rolledigte af typen De fyra ståndens sätt att fria [på dansk ved Leif Bohn] og visen om Gamla Annika från fattighuset. Man må forestille sig at Bellman selv har optrådt i disse roller. I en lang række viser optræder Bacchus i forskellige professioner, han er tigger, frier, advokat, tøndebinder m.m.
I en lang suite forekommer skikkelser fra Det Gamle Testamente: Adam, Eva, Kain og Abel, Abraham, Sara, Noah, Judith, Joachim i Babylon og andre. Det var viser der satte ondt blod i præsteskabet på grund af den respektløse behandling af kendte skikkelser fra Bibelen. Viser og parodier baseret på Bibelen havde som genre længe blomstret i Europa, først og fremmest i Tyskland og Frankrig, i mere eller mindre respektfulde udformninger. Man har antaget at Bellmans bibelviser kan have fungeret blandt andet som bryllupsunderholdning. Hvis brudgommen hed Josef, lå det lige for at lave en vise om Josefs forhold til Potifars hustru (1. Mosebog, kap. 39). Noah havde gjort sig fortjent til en drikkevise eftersom han er den første i Bibelen som siges at være beruset af vin (1. Mosebog, kap. 9). Det Gamle Testamentes patriarker og ærværdige, ophøjede personer bliver i Bellmans digte "trukket ned" på et lavere, og måske også mere menneskeligt, niveau. Den måske mest kendte af disse er Gubben Noach der blev udgivet som skillingstryk i Lund 1767. Domkapitlet i Lund reagerede kraftigt og ville ved hjælp af en cirkulæreskrivelse få den og lignende viser fra Bellmans hånd samlet ind og destrueret.
Disse viser er vigtigte i og med at de fører frem til Fredmans Epistler hvori Bellman tager udgangspunkt i Det Nye Testamente. Ungdomsdigtene blev sikkert især fremført i den kreds hvor også ordensdigtningen blev præsenteret.
Ordensdigtningen
I forlystelseslivet i 1760'erne indtog de selskabelige ordner en betydelig position, f.eks. Frimurerordenen, Arla Coldinu-ordenen, Tømmermandsordenen og flere andre. Også den Amaranterorden som dronning Kristina i sin tid grundlagde, blev på denne tid genoplivet. Højest i rangordningen stod ridderordner som Frimurerordenen, lavere stod borgerlige selskaber og private klubber hvor man diskuterede politik, litteratur eller morede sig med andre interesser. Samværet i disse selskaber foregik ofte i riutualiserede og hierarkiske former.
Med sine kunstneriske talenter var Bellman medlem i flere af dem. Det parodiske greb fra bibelviserne kunne let føres over på ordensvæsenet og dettes højtidelige ceremoniel. Bellman opfandt en fantasiorden hvis medlemmer alle sammen var uhelbredelige drankere. Det hed i statutterne at ingen kunne blive medlem i denne Bacchi Orden, om vedkommende ikke mindst to gange havde ligget dødrukken i rendestenen. I ordenskapitlerne - som sammenkomsterne blev kaldt - kom Bellmans komiske talent til sin ret lige som hans ofte bevidnede evne til at efterligne forskellige musikinstrumenter.
De første kapitler blev troligvis fremført i familien Lissanders hjem på et eller andet tidspunkt i 1766. Den tidligste omtale findes hos digteren Johan Gabriel Oxenstierna som i sin dagbog den 4. december 1769 nedskrev:
Bergklint och Kexel kommo till mig och förmådde mig att med dem gå till Commissarien Lissander för att där se på Bellmans upptåger. Jag följde med dem och har ännu i all min livstid ej skrattat så mycket som ikväll. Bellman har inrättat en orden till Bacchi ära, varuti ingen får bli intagen som ej till det minsta två gånger för allas åsyn legat i rännstenen. Han håller detta capitel ibland, dubbar riddare, allt eftersom förtjänta ämnen framkomma, och ikväll höll han en parentation över en död riddare; allt på vers satt efter operastycken. Han sjunger själv och spelar på cittra.
Det ser ud til at Bellman til at begynde med fremførte disse løjer alene. De bestod af kortere sangstykker med indslag af dialog. Senere tekster efter 1769 består af mere omfattende stykker på aleksanderinervers med gennemarbejdede sceneanvisninger, processioner og korpartier hvor det er hensigten at flere skal medvirke. Samtlige ordenskapitler forestiller imidlertid et møde i Bacchi Ordner hvis riddere (Jensen, Trundman, Glock, Lundholm m.fl.) var alment kendte som hyppige krogæster i datidens Stockholm. Ordensdigtningen voksede år for år i omfang frem til 1771. Derefter ser det ud til at produktionen har været nedlagt i lang tid, mens Bellman i stedet var optaget af Fredmans Epistlar og tillige søgte at gøre karriere som hofdigter under Gustav III.
Sin kulmination fik ordensdigtningen i værket Bacchi Tempel öpnadt vid en Hjeltes död som blev udgivet i 1783 rigt illustreret. Det er Bellmans mest omfattende trykte værk. Det har han åbenbart gjort sig stor umage med. Antik og kristen mytologi og svenske drankerskikkelser, ikke alene fra Stockholm, er her ført sammen til en både lærd og burlesk, eller snarere bizar, helhed, et af de underligste værker den svenske litteratur kan fremvise. Her og dér er der indstrøet lyriske digte der endnu den dag i dag hører til de mest sungne af Bellmans viser, såsom Böljan sig mindre rör, Bort allt hvad oro gör og Hvem är som ej vår Broder minns [på dansk ved bl.a. Leif Bohn].
Handlingen udspiller sig omkring et Bacchustempel, beliggende i et arkadisk landskab på en ø. Det svenske landskab blander sig med det klassisk arkadiske og eksotiske i og med at krager og fyrre forekommer side om side med papegøjer og mandeltræer. Handlingen kredser omkring forberedelser til en fest til ære for den afdøde Movitz. Gæsterne er Bacchusdyrkere fra alle kroerne i Stockholm og omegn. Ypperstepræstinden Ulla Winblad venter barn med afdøde Movitz. Handlingen bæres frem via tilbageblik, taler til ære for Movitz og ceremonierne omkring hans begravelse. Til sidst føder Ulla en ny Movitz, og sorgen slår om i glæde, skåler og salutter.
Teksten udviklede sig fra en ligtale over Movitz som Bellman havde påbegyndt sidst i 1770'erne. I begyndelsen af 1780'erne blev den grundigt omarbejdet. Skønne naturbeskrivende vers på det højlitterære vesemål aleksanderiner blev føjet til, lige som længere partier af dialog og flerstemmige arier. Bellmans kunstnervenner brødrene Elias og Johan Fredrik Martin hjalp til med illustrationer.
Det var et meget ambitiøst værk som Bellman annoncerede for i avisen Stockholms Posten i 1782: Siden jeg af flere venner og elskere af litteratur er blevet anmodet og mindet om at lade et af mig forfattet poetisk, komisk og musikalsk arbejde går i trykken med titlen Bacchi Tempel; [...] Dette arbejde er udstyret med vignetter og kobberstik af anerkendte svenske mestre og noderne graveret i kobber hed det bl.a. i kundgørelsen.
Bellmans ambition med Bacchi Tempel var muligvis at værket skulle berede ham vej ind i kredsen af de mere etablerede og velrenommerede digtere. Hele livet havde Bellman vanskeligt ved at ryste den aura af sig som en bacchanalsk underholdningsdigter og morskabsmager der havde ligget omkring ham siden ungdommen. Værket blev omtalt velvilligt i det toneangivende tidsskrift Svenska Parnassen hvor eliten af gustaviansk poeter medvirkede. Men forhåbningerne om en plads på det litterære parnas blev ikke indfriet; Bellman blev ved at være en digter "i sin egen art" for sin samtid.
Religiøs digtning
Ved siden av de religiøse oversættelser og øvelsesværker skrev Bellman både i de unge år og senere egne religiøse digte. De blev til side om side med de bacchanalske digte, især i 1770'erne. Bellman oplevede næppe det som en konflikt. Han medvirkede i arbejdet på salmebogen 1763 med salmen Fader, omsorg haf om mig. De åndelige sange blev publiceret i forskellige dagblade eller i småhefter. Bl. a. offentliggjorde han i 1771 anonymt i avisen Dagligt Allahanda otte betragtninger over juledagenes evangelietekster. I 1787 publiceredes igen anonymt syv digte over evangelieteksterne fra fastelavnssøndag til palmesøndag. Den første suite blev trykt og udgivet i 1780 under titlen Betraktelser över åtskillige evangeliska tekster, på vers författade av Hovsekreteraren Carl Michael Bellman. Den endegyldige samling af versificerede udlægninger af højmessetekster mellem 1. søndag i advent og palmesøndag udkom i 1787 med titlen Zions Högtid. Av Carl Michael Bellman. Hovsekreterare. Första häftet, efter at Bellman låtit samlingen undergå teologisk censur. Ett planeret hefte to udkom aldrig. Siden hen kom der nogle påskedigte til. [Diverse religiøse tekster er oversat af bl.a. Ulrik Cold,
Bellmans ambitioner med disse religiøse digte viser sig i en skrivelse han i 1784 fremsendte til Gustav III. Af brevet fremgår det at Bellman ønskede at kongen skulle befale ministeriet at få konsistorierne til at anskaffe disse Bellmans betragtninger til anvendelse i rigets kirker. Bellmans anmodning blev afslået. Derimod tiltrådte man hans ansøgning om et tiårigt trykprivilegium under forudsætning af at titlen blev ændret. Bellmans forslag Zions Tempel syntes man i alt for høj grad at spille på det nyligt udkomne Bacchi Tempel og dermed give uheldige associationer. Bellman gik med til at lave det om, og værket udkom. Imidlertid fik det en lunken modtagelse, og den succes han havde ventet sig - og dermed den indkomst der lå i og med trykprivilegiet - udeblev.
Fredman Epistlar og Fredmans Sånger
Ideen til Fredmans Epistlar er antagelig dukket op engang sidst i 1760'erne. Man kan udlede den fra bibelviserne og ordensparodierne, men den kan også i mindre grad være afledt og i højere grad spontan. Den fordrukne forhenværende hofurmager Jean Fredman træder ind i Bellmans digtning i maj 1767 da han bliver begravet. Bellman skrev et digt om hans begravelse, nr. 26 i Fredmans Sånger. Den hører nok nærmest hjemme i ordensdigtningen. I den ældste af epistlerne, nr. 5, tales der om "brændevinsapostle", noget Bellmanforskeren Gunnar Hillbom har tolket på den måde at ideen endnu på dette tidspunkt var på udviklingsstadiet. Men apostelfunktionen koncentreres snart til Fredman som sender epistler til de trofaste drukkenbolte på Stockholms kroer. Parallellen til Paulus' breve til de unge kristne menigheder rundt om Middelhavet er bevidst. Hvor den kristne lære prædiker om evigheden som vi skal forstå at forberede os til, prædiker Fredman om øjeblikket som vi skal forstå at tage vare på mens vi endnu har det. De tidlige epistler er rigt udstyret med allusioner til den gammeldags tekst i Karl XII's bibel. De bibelparodiske træk bliver lidt efter lidt mindre og mindre, sikkert til fordel for helheden. Epistlerne bliver mere fortællende, stemningen roligere. Persongalleriet i Fredmans Epistlar er stort, men overskueligt. Stockholms- og Bellmanforskerne har kunnet identificere de fleste som virkelige personer. Men det er ikke i den egenskab de optræder i digtene. De har fået deres eget liv i epistlerne. Men deres reaktioner og det de foretager sig, er alment menneskeligt og fører i bedste eller værste fald tankerne til os selv.
Mens ordensdigtningen udfolder sig i et klassisk landskab, er epistlerne bundet til Stockholm. Men som litteraturvidenskabsmanden Lars Lönnroth har fremhævet, er grænsen mellem ordens- og episteldigtningen uklar. Når Fredman i den sidste epistel tager afsked med Ulla Winblad under en frokost i det grønne og vid alla instrumenters ljud, flyder miljøerne sammen; templet i epistel 81 er ifølge Lönnroth næppe Maria Magdalena kirke, men derimod et klassisk tempel fra ordensdigtningens verden.
De første 50 epistler opstod med forbløffende hast, på mindre end tre år, om man accepterer Gunnar Hillboms argumentering. Siden tog takten noget af. En sidste opblomstring forekom ved udsigten til at epistlerne endelig langt om længe skulle udgives. Det er muligt at epistlerne nr. 79, 80, og 81 er opstået med tanke på en afslutning af suiten, en opgave som i sidste ende tilfaldt nr. 82 Hwila vid denna källa.
Allerede i begyndelsen af 1770'erne forsøgte Bellman at få tilladelse til at trykke rækken af epistler, som han på det tidspunkt planlagde til at omfatte 100 numre, men det blev ikke til noget. Allerede tidligt var Bellman på det rene med epistlernes kunstneriske kvaliteter, og han havde allerede kunnet mærke hvor populære nogle af viserne var ude i byen. Han kunne anføre at de tidligt både var forekommet i skillingstryk og var blevet afskrevet flittigt i visebøger. I 1774 var det lykkedes ham at opnå et tiårigt trykkeprivilegium på retten til at udgive dem, men det solgte han til ejeren af Kungliga Tryckeriet som undlod at udnytte det. I 1780'erne blev planerne genoptaget af krigsråden/kontorchef i krigsministeriet og oversætteren Erik Weste og komponisten og musikforlæggeren Olof Åhlström. Weste ejede selv en samling af epistlerne som forsvandt i forbindelse med trykningen. Det lykkedes han at overtale Åhlström til at give sig i kast med projektet. Da udgivelsen siden langt om længe skulle virkeliggøres, blev teksterne grundigt gransket av bl.a. Johan Henric Kellgren, Sveriges store fransk-klassicistiske smagsvogter. Alt hvad der kunne opfattes som anstødeligt, blev ændret, og suiten fik et mere ensartet præg. Ret omfattende indgreb blev foretaget, f.eks. blev nr. 72 praktisk taget skrevet helt om. Lars Lönnroth noterer at det er tydeligt at det stadigvæk, på trods af at Bellman nu længe havde været hofdigter og anerkendt som en digterisk begavelse, blev anset for nødvendigt at underkaste ham censur og overvågning når det gjaldt udgivelsen af et værk som dette. Kellgren skrev et dithyrambisk forord. Weste læste korrektur. Bellman angiver i en indledende note at han har kontrolleret teksternes korrekthed. Adskilligt blev vraget. Bellman skrev om og skrev nyt. De nye epistlerne, nr. 71, 79, 80, 81 og 82 regnes i dag til de allerskønneste. Meget tyder på at musikken til flere af disse er originalkompositioner eftersom man ikke endnu har haft held til at finde spor af forlæg.
Den 16. oktober 1790 kunne man købe Fredmans Epistlar i Stockholm. Næsten præcis et år senere udkom samlingen Fredmans Sånger med et indhold af drikkeviser, ordensviser, mange af bibelviserne og andet, i alt 65 numre af hvilke det sidste er et storslået versbrev på heptameter til vennen og hofmanden Elis Schröderheim og indirekte stilet til Gustav III forud for dennes rejse til Rusland i 1777 (egentlig skrevet allerede 1775 forud for Gustav III's rejse til Finland på den traditionelle kongehyldningstur Eriksgata). Gunnar Hillbom har argumenteret for at de to bøger egentlig var tænkt som en helhed. Titlen på denne helhed kunne have været Den svenske Aankreon. (Det tilnavn havde digterkollegaen Olof Bergklint givet Bellman, og Kellgren var i sit forord parat til at anerkende det som et passende tilnavn til digteren, hvis det blot ikke havde været utilstrækkeligt for ham.) Gunnar Hillbom ser en velberegnet balance i at epistlerne begynder med et forord, og at sangene afsluttes med et langt digt som afviger fra det øvrige indhold.
Dramatikken
Sjette del af Standardupplagan indeholder Bellmans dramatiske arbejder. Til sammen udgør de et dusin. Her bør det tilføjes at der jo findes megen dramatik i ordensdigtningen og ikke så lidt i epistlerne.
De dramatiske stykker består for en stor dels vedkommende af længere eller kortere divertissementer med sange og recitativer i en skøn blanding. De ældste af dem blev opført sidst i 1760'erne hos familien Lissander, for eksempel Det lyckliga skeppsbrottet 1766, flere blev opført ved hoffet 20 år senere. På den tid havde Bellman kendte operasangere og skuespillere at disponere over, mennesker han havde lært at kende, og som blev regnet til hans omgangskreds. I 1787 forfattede han det lille divertissement Värdshuset, en royalistisk farvet forviklingskomedie. I 1790 kom der tre stykker til hoffet: Dramatiska sammankomsten, Lust-Spel den 17 Julii 1790 og Caffehuset. Det stykke som de fleste i dag opfatter som noget man godt kunne spille, og som også er blevet spillet i nyere tid, er folkelivsskildringen Mantalsskrifningen fra 1791. Skuespillet havde premiere ved hoffet i nytåret 1790-91. Han skrev også diverse optog og fødselsdagsspil til venner, hofbilledhuggeren Johan Tobias Sergel blandt andre. Man kan også nævne kantaten Fiskarstugan som blev spillet i vennen og arkitekten Erik Palmstedts hjem 1792.
Sans for replik havde Bellman uden tvivl, men divertissementerne bæres alligevel oppe af sangene. I bearbejdet form har de fremdeles deres plads i bellmanske sammenhænge.
Prosa og lejlighedsdigtning
I samarbejde med digterkollegaen Olof Kexél udgav Bellman nogle numre af et morskabsblad med titlen Hwad Behagas? Det udkom med 8 numre i 1781 (Herom har Torkel Stålmarck skrevet artikel som man kan læse her).
1700-tallets presse indeholdt ofte en blanding af nyhedsnotitser, kundgørelser, moraldebat, litterær debat, litteraturkritik, poesi og prosafortællinger. Formen var velegnet til parodi, og det forekom ikke sjældent at man i private selskaber skrev morskabsblade - og morskabsbreve.
Bellmans og Kexéls blad består af fiktive begivenheder på vers og prosa. Rammen er forskellige samtaler i en fiktiv vennekreds - Pro Vino - hvor hovedpersonerne er Petter Bredström og Christian Wingmark, kendte af læserne gennem Fredmans Epistlar. Dette poetiske greb lånte Bellman fra Olof von Dalins velkendte tidsskrift Then Swänska Argus som for sit vedkommende var inspireret af det engelske tidsskrift The Spectator.
Indholdet i Hwad Behagas? består af drabelige, surrealistiske og uvirkelige skæmtehistorier, beretninger og parodiske biografier samt samtaler i denne selskabskreds, Pro Vino. Bevaret af Bellmans prosa er endvidere hans selvbiografi og en del breve og skrivelser om forskellige emner.
Bellmans digte til medlemmer af kongehuset, venner, velyndere m.fl. fylder seks bind i Standardupplagan, sammenlagt over 1000 digte. Det er ikke sjældent at møde den opfattelse at disse lejlighedsdigte er af marginel interesse i forhold til epistlerne og ordensdigtene. Det er givetvis en uretfærdig vurdering. Selv om der på traditionel måde forekommer overdrivelser i hyldestdigtene, så præges de af stor dygtighed i formen og mere end det. Der forekommer mængder af personlige tonefald og smukke poetiske partier selv i de mest traditionelle genrer.
Bellman vakte også sin samtids opmærksomhed som hyldestdigter og blev i en periode under Gustav III's regeringstid af det brede publikum betragtet som hofpoet, inden andre store litterære personligheder som Carl Gustaf af Leopold og Johan Henric Kellgren overtog stolene nærmest kongen, som smagsdommere og som medlemmer af akademiet. I stil strækker Bellmans hyldesten fra højstemte hyldninger og taler med et indviklet retorisk billedsprog i overstemmelse med smagen i de højere klasser til mere enkle skålsange som passede til de lavere klasser.
Bellman var aktiv som poetisk formidler af Gustav III's ideer i hele dennes regeringstid 1771-1792, og han besynger en række emner, lige fra Gustav III's politiske reformer til kongefamiliens koppevaccinationer og benbrud. Dertil kommer at han er ophavsmand til vore første egentlige kongesange - Gustafs skål! om statskuppet den 19. august 1772 og det mere højstemte digt Så lyser din krona nu, kong Gustaf dubbelt dyr...
Bellmans royalistiske indsatser som digter blev også belønnet. Fra og med november 1772 kunne han regne med kongelig pension. Bellman var engageret i det politiske liv, men samtidig kendt som underholder og estradekunstner på Stockholms kroer og i Stockholms saloner. Han kunne på en naturlig måde skrive viser som virkede tiltalende og overbevisende på borgere og bønder. Hans royalistiske vers udbredtes hastigt som også epistlerne, og Bellman blev publiceret også i Göteborgsavisen Hwad Nytt? Hwad Nytt?. Bellman blev om ikke officiel hofpoet, men så i hvert fald officiøs. Han kaldes undertiden i bladene wår quicke Hof-poët. Digtene til Gustav III behandler i de fleste tilfælde dagsaktuelle begivenheder, men tager også store almene spørgsmål som krig og fred under behandling.
Man kan med fordel og med stort udbytte læse også andre af hans lejlighedsdigte, som versene fra forlovelsestiden, sørgekvadet ved lille Elis' død, ved fru Schröderheims død, eller når "Movitz" en aften tager afsked med fru Qviding og mange, mange andre.
Vil man stifte bekendtskab med bredden i Bellmans digtning og hans mesterlige evne til at kombinere tradition og fornyelse - og måske også få et glimt af ham som menneske - da er hans persondigtning en rigt givende kilde.
Bellmans poetik
Grundlæggende for den bellmanske poetik i Epistlerne er at han ofte digter til allerede kendte melodier. Han anvender gennemgående enderim, af og til 5 - 6 rim på samme ord. Hans teknik at sammenstille skiftende detaljer i et lokale eller en situation er en naturlig følge af behovet for rim. Men detaljerne giver sammenlagt et levende billede af det han beskriver. De tidlige epistler er velforsynede med udråb til de forsamlede: se, hør, mærk, fornem, drik, syng! Imperativerne giver en endnu større følelse af nærvær end præsensformerne. Først langt henne i suiten, f.eks. i nr. 36, begynder beretninger at foregå i fortiden, allusionerne til Bibelen er mange i begyndelsen af suiten, men siden bliver der færre. De er ofte smuglet ind i teksten med stor dygtighed. I 1. Mosebog, kap. 9 fortælles hvorledes Noah lå beruset af vin og nøgen i sit telt. Sønnen Kam fik ham at se og fortalte sine brødre Sem og Jafet om det. Disse gik baglæns ind i teltet og tildækkede faderens centrale dele. Og Bellman skriver: Gå baklänges bort, där som nykterhet rår (epistel nr. 5). Mennesket betegnes ofte lige som i Det Gamle Testamente som aske eller en skygge.
Den klassiske mytologis figurer kærlighedsgudinden Venus (eller Fröja som hun ofte kaldes), hendes ustyrlige søn Cupido, krigsguden Mars og Dødens færgemand Charon blander sig med de menneskelige aktører, malerisk og metaforisk på en gang.
Digterne i 1700-tallet anvendte af forskellige årsager mange omskrivninger. Det gør Bellman også: epistlernes kvinder kan hedde Fröjas ungar, Fröjas slavar, de begiver sig ud på Fröjas fält, sengen er Fröjas grav. Bacchi bröder, män, lik møder man i Bacchi lada, Bacchi kök, Bacchi rum, Bacchi trakt, dvs. steder hvor man drikker.
Bellman behandlede tidens modevers aleksandrineren suverænt. Den anvendes parodisk i ordensdigtningen og mesterligt sagligt i mange hyldestdigte. Den fransk-klassiske smag som ofte fandt udtryk i aleksanderiner, tålte ikke "lave" ord eller emner. "Værdig" poesi skulle handle om konger og helte, deres liv og gerninger, store mænd fra historien som var gode forbilleder for folket, eller tragiske kærlighedshistorier med figurer fra den antikke litteratur og mytologi.
I ordensdigtningen har Bellman ingen hæmninger. Stilbruddene var muligvis endnu morsommere på
Lyrisk tonefald var heller ikke Bellman fremmed. I Fredmans sång nr. 32 Aftonqväde skaber han almengyldig poesi. I stroferne befolkes det drømmeagtigt arkadiske aftenlandskab af skikkelser fra den klassiske mytologi: Pan, Arachne og andre. Men de bevæger sig rundt mellem den svenske naturs morgenfruer og anemoner og den svenske bondemand - samt Bellman selv: Men nu - nu somnar jag. Således ender digtet, ikke særlig realistisk, men ikke noget enestående hos Bellman. I flere af epistlerne (nr. 39, 71, 80, 82) som også i Bacchi Tempel og i Fredmans sång nr. 64 Fjäriln vingad møder vi naturens indbyggere og botaniske enkeltheder som minder om det perspektiv vi finder i Carl von Linnés skrifter:
|
Böljan sig mindre rör, |
Trädet med stilla sus, |
Bellmanmusikken
De fleste af Bellmans melodier har man kunnet identificere som kendte operastykker eller viser der har været populære i datidens Stockholm. Musikforskeren James Massengale som er den der senest har ydet sin store indsats på dette område, konstaterer at Bellman ofte har foretaget bearbejdelser som tjente hans egne formål. Bellman anvendte frem for alt kendte musikforlæg og satte ny tekst til de velkendte sange. I syngespillene udnyttedes den musikalske paroditeknik fuldt ud. Denne teknik var i forvejen almindelig i tyske og franske syngespil og i engelsk balladeopera fra de første år af 1700-tallet.
Bellman genanvender sine melodier. Epistlerne nr. 42 og nr. 49 (som begge to udspiller sig på Klubbenhalvøen i Hägersten) har samme melodi; epistlerne nr. 25 og nr. 82 er i grunden samme melodi, det er bare takt og figurer som varierer. At man ikke har identificeret visse melodier, beviser ikke at Bellman har skabt netop dem, men muligheden kan heller ikke udelukkes. Han kunne ikke skrive noder. I dedikationseksemplaret af Fredmans Epistlar til baron Otto Lillje har Bellman imidlertid anført ordenen Min epistel i marginen til epistel nr. 25. Dette skulle kunne antyde at han i dette tilfælde anså sig selv som ophavsmand også til musikken.
Åhlström, som jo rigtigt nok tidligere lå i strid om ophavsretten til epistelmusikken, mente ikke at Bellman skulle have skrevet en eneste af melodierne, mens Kellgren i sin fortale angiver at de fleste epistler hafva gift sig tillsammans med förut kände Melodier; andre finnes dock, som erkänna samma Skapare med Versen, och nästan all hafva mer eller mindre emottagit Skaldens ändringar och förbättringar.
Hvordan Bellman selv fraserede sin musik, den musik han anvendte, ved vi ingenting om. Det var Åhlström som nedskrev alle noderne. Mange af Bellmans egne vokale broderinger er derfor gået tabt, selv om Åhlström her og der foreskriver triller eller andre udsiringer. Bellmans musikalske kapacitet gør det troligt at han selv var ophavsmand til flere melodier. De musikalske modificeringer han foretager med kendte melodier for at tilpasse dem til teksterne, viser at han var i besiddelse af en ubestridlig musikalsk kreativitet.
Sidste kapitel
Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger blev ikke umiddelbart til salgssucceser. Hvad Bellman fik ud af udgivelsen, var minimalt. Han forsøgte sig med dramatiske værker og oversættelser, og han var fremdeles efterspurgt ved private festligheder. Men stemmen blev med årene slidt, og det fortælles at han blev stadig mere uvillig til at optræde. Til hans nærmeste venner hørte fra o. 1789 fru Helena Qviding. I de følgende får hun tilegnet mange viser og digte.
Et svært slag for Bellman og hans familie blev Gustav III's død i 1792. Kongehuset var blevet hyldet at Bellman i sang og digt i 20 år. Det havde været indbringende derved at det nu og da havde givet understøttelse fra kongens private kasse. Til og med som krigsdigter havde Bellman etableret sig under krigen 1788-90. Hans sang om slaget ved Hogland den 17. juli 1788 hører til de stateligste i denne genre.
Formynderregeringen som fulgte, havde ikke den mindste interesse for Bellman.
Om udgivelsen af Fredmans Epistlar (1790) var et højdepunkt i Bellmans liv, så fulgte fire år senere end nedbrydende katastrofe. I foråret 1794 måtte Bellman tilbringe ti uger i arrest på Stockholms Slot; som kongelig hofsekretær undgik han det almindelige gældsfængsel.
Der var altså tale om en gældspost, ikke alt for stor, som Bellman ikke kunne betale. Løsningen blev at ægteparret Bellman kom under formynderskab for at få rede i den håbløse økonomi. Antageligt nedbrød tiden i arresten Bellmans helbred. Efter råd fra sin læge Anders Blad skrev Bellman i arresten sin selvbiografi, eller lefvernesbeskrivning [på dansk ved Leif Bohn 1997]. Den blev ikke lang. Dens oplysninger er ofte sagligt set upålidelige, men den prosa han skrev, hører til blandt det mest strålende vort sprog kan forevise.
I efteråret 1794 var han tit syg. Men det var også i denne periode han havde en sidste kunstnerisk succes da han ved en privat fest hos operachefen Rålamb underholdt gæsterne, så de både lo og græd.
Først i det nye år var han sengeliggende. Han døde den 11. februar 1795.
Han blev lagt i graven på Klara kirkegård uden en gravsten. I dag står der en stor mindesten ikke langt fra udgangen mod Klarabergsgatan, prydet af vennen Johan Tobias Sergels broncemedaljon over digteren. Den blev rejst af Svenska Akademien i 1851. At Bellman faktisk ligger begravet på denne kirkegård, er bekræftet. Derimod kender man efter omgravninger i 1800-tallet ikke præcist stedet.
Bellmanmindet
Bellmans digtning blev båret videre ad forskellige veje. Inden for Par Bricole dyrker man stadigvæk den kunstneriske tradition. Blandt studenter og skoledrenge sang man henrykt Bellman helt fra begyndelsen af 1800-tallet. I studentersangen har Bellman en helt selvfølgelig position. Sangbøgerne fra studentersammenslutningerne indeholder endnu i dag sædvanligvis nogle epistler eller sange. En del af Bellmans viser fandt vej til den folkelige tradition, som Gubben Noach, vuggevisen til sønnen Karl, hyldestdigtet Gustafs skål!. Mange svenske, danske og finlandske sangere har indsunget epistler og sange.
Blandt romantikerne i 1800-tallet blev Bellman anset for at være det gudbenådede geni som modtog sin inspiration direkte fra en højere verden og uden besvær omsatte den til tekst. Senere tider har betonet andre træk hos ham: hans kunstneriske brillance, hans sociale engagement, hans rolle som den der på én gang forvalter en gammel litterær arv og er en litterær fornyer.
Forskningen omkring Bellman og hans digtning kom allerede i 1800-tallet i gang. Mere eller mindre omfattende tekstkritiske studier er offentliggjort igennem 1900-tallet. Bellmanssällskapets standardupplaga og skriftserien Bellmansstudier er en hovedhjørnesten.
I slutningen af 1900-tallet i i begyndelsen af 2000-årene kom der flere doktorafhandlinger, og det ser ud til at der kommer flere endnu.
En konkordans over Bellmans hele digtning har man fået udarbejdet i Göteborg.
Der er skrevet flere biografiske værker, men ingen levnedsskildring i et omfang der svarer til hvad der er blevet flere andre store svenske digtere til del.
I skønlitteraturen er Bellman blevet et yndet motiv. Han figurerer i digte, sange, skuespil og romaner. Mange senere forfattere er blevet påvirket af Bellman, ikke alene i Sverige, men også i Finland, Danmark og andre steder.
Bellmans udødelighed som man konstaterede kort efter hans legemlige død, er til fulde blevet bekræftet af senere iagttagelser.
